Bertrams Landbrug
Ved Thomas Bertram
Leverandør til Spis min gris siden 2024
Et godt sted at være pattegris og grisemor
Det økologiske landbrug, Bertrams Landbrug ved Jerslev i Nordjylland, drives af 34-årige Thomas Bertram. Her holder Thomas 260 søer, og landbruget er bl.a. drevet med fokus på at sikre soens og pattegrisens ve og vel. Derfor har Thomas udviklet en særlig farehytte (hytte, hvor grisemor kan være med sine pattegrise).
Grise-barselshotel
I farehytterne er der plads til 4 søer (grisemødre) med grise i hver deres egen rede/sti, og der er mulighed for at skabe et grisehjørne med varme til pattegrisene. Soen og pattegrisene kan drikke og spise fra foderkrybben i hytten, og ellers kan de slappe af på sengen i et velstrøet leje. Tanken er, at pattegrisene og grisemor starter med et lille barselshotelophold i trygge rammer med mad på sengen og en tilhørende have på 300 m2, som de kan boltre sig i.
Griseliv med jord under neglene
I november 2023 var første gang, at Bertrams Landbrug havde de første slagtegrise klar, som har levet hele livet fra fødsel til slagt på egne marker. Grisene slutter også livet på gården, hvor de aflives, så levende dyretransport undgås.
Thomas’ slagtegrise sover og bor i særlige mobile vogne, der minder om autocampere med tilhørende fold, så de har fri adgang til græs og jord, som de kan rode i døgnet rundt. Autocamperne er udstyret med vand og foder til fri afbenyttelse og en seng i form af et halmleje, som grisene kan sove i. Staldene flyttes med fold rundt, så nyt græs kommer til.
Når grisene har græsset, dyrkes der afgrøder
På Bertrams Landbrug bor grisene på marken ca. et halvt år af gangen, og grisene får løbende nye folde. Når grisene har græsset, dyrkes der afgrøder på markerne enten i form af hvede eller byg til mel, eller til foder til grisene. Kornet udlægges med græs, så marken kan bruges til grisefolde efterfølgende, halvdelen af arealet høstes 2 gange, inden der kommer grise på samme areal igen. Det medvirker til grønne marker og en høj organisk vækst i marken.
Om Bertrams Landbrug
På Bertrams Landbrug bor Thomas og Nicoline Bertram og deres lille søn Sven. Familien har drevet Bertrams Landbrug på gården med navnet “Gammel Brønden” ved Jerslev i Nordjylland siden 2017.
GÅRDNAVN
Gammel Brønden / Bertrams Landbrug
Adresse
Bertrams Landbrug
Hellumvej 60
9740 Jerslev
Dyr
Økologiske grise
CHR nr.
97936
Hektar og forpagtninger
75+ til grise og markdrift
Antal grise
Ca. 260 søer og ca. 6500 smågrise
Dyrenes arbejde
Grisene græsser på markerne, som samtidig gødes og klargøres til, at nye afgrøder kan dyrkes